10.A på togt med Fulton

Aftenen var lang, jeg er ikke særlig selskabelig – mine tanker kredser om den nært forestående sejlads med den tremastede Skonnert. Jeg mærker en snigende uro i mit sind og forsøger forgæves at flytte mine tanker væk fra i morgen. Natten falder på, men den sædvanlige ro, der omgiver mig, vil ikke indfinde sig. Jeg kan ikke falde i søvn.
Mareridtet kommer umiddelbart efter, at jeg endelig er faldet hen. – Den udleverede køje er gammel og slidt. Jeg tør ikke at lægge mig i den, tovet, som skal bindes om rørene på banjen, virker råddent. Har de mon gemt den værste køje til mig? Værre bliver det, da jeg skal ned ad lejderen til banjen. Den fører mig dybt ned i det gamle lastrum. Der er mørkt som i graven og stilheden virker både skræmmende og larmende. Jeg vågner badet i sved, og jeg har ondt i maven. Jeg fortryder, at jeg i et øjebliks eufori tog den store beslutning at påmønstre Fulton sammen med 10. A.
Formiddagen snegler sig af sted. Ole ringer! Jeg kan mærke, at også han er i krise. Nu er det mig, der skal opmuntre ham og samtalen slutter da også med ”Vi glæder os!” Jens kommer som sædvanlig i sidste øjeblik og lige netop i dag, har jeg ikke brug for at komme for sent! Jeg hader, når eleverne kommer før mig.
Ingen Fulton på Honnørkajen!!! Skonnerten har lagt til ved Toldboden. Mon ikke det er skipper, der har givet Ole forkert besked? Alle elever er mødt undtagen Abdu, han var på vej ombord på Kongeskibet, som netop lå på vores mødested. Matroserne giver ham besked om, hvor han kan finde det skib, han skal påmønstre. Skuffelsen var ikke til at tage fejl af!
Forældre, bedsteforældre og venner står spændte på kajen for at tage afsked. Skipper Birk er i godt humør, og alle får lov til at besigtige skonnerten. Sara bliver rædselsslagen, da hun ser afstanden mellem skonnerten og kajen, men er trods tårer glad for, at hun fik at se, hvor hendes mor skal tilbringe de næste fem dage.

Vi bliver kaldt til baksmønstring og inddeles i 3 hold. Hele mandskabet får tildelt et nummer. Jeg er nummer 18 på skibet. I tilfælde af brand eller mand overbord er det vigtigt, at vi i forbindelse med baksmønstring, kender vores plads.
Jeg kommer på madhold allerede den første aften – den sædvanlige lejrskole ret, pasta med kødsovs. Holdet går frisk til opgaven. Anja klager over mig, til trods for at det er mig, der sørger for at kødsovsen når de maksimale højder!! Skipper klager over, at der ikke er pasta nok, det blev dog hurtigt modbevist, da flere havde set ham tage 2 portioner! Alt i alt en hyggelig og rar aften.

I løbet af dagen er alle blevet instrueret i kunsten i at få en hængekøje placeret og spændt fast, så nattesøvnen kan indfinde sig. Ahmed hjælper mig på hele turen, så jeg kan få en sikker nattesøvn. Inden sengetid får vi besked om, hvem der skal være på vagt natten igennem. Det er et lovkrav fra søfartsstyrelsen, at der er vagtmandskab på skonnerten hele døgnet rundt. Nattevagterne er ansvarlige for at holde øje med skibet, mens vi andre får vores skønhedssøvn. Den absolut værste vagt er ”hundevagten” fra 04 – 06. Vi ligger for anker ud for Grenå og kommer derfor ikke i land den første aften! Det skaber en del uro på skibet, at vi ikke får fast grund under fødderne. Vi får heller ikke hverken slik eller cola.
Betina og Karen får den første ”hundevagt”. De er ansvarlige for at morgenbollerne bliver bagt. De bager både bløde og hårde boller. Ovnene er ikke, hvad de har været! Natten forløb, som alle andre sejrskole nætter…..Derya, som tilfældigvis havde sat sin hængekøje op ved siden af min, var oppe 8 gange. Møller blev afvist af pigerne. Mads og Mikkel grinede, så Anja og Pernille var på randen af et hysterisk anfald, Sülav og Betina snorkede om kap og Ole ”lukkede som sædvanlig ikke et øje” Vågnede kl. 6.40.

Alt åndede fred og idyl, indtil morgenholdet purrer alle på banjen. Ikke alle er vant til at stå op, når der bliver kaldt, men der er ingen vej udenom – Endnu en baksmønstring truer. Vi skal sætte sejl og ord som peakfald, klofald, gaffel og bomsejl flyver gennem luften. Vi arbejder det bedste, vi har lært. Inden længe ligger skonnerten stolt på bølgen blå, stilheden brydes af, at skipper tager førergreb på Derya og kaster hende ned på dækket. Hun har på en eller anden måde spillet op til skipper, og han er derfor nødt til at vise hende, hvem der bestemmer. Der hænger trusler i luften, men det ender heldigvis med, at de inden længe står ved roret sammen og lægger kursen.

Vi sejler længe for sejl, det er en helt fantastisk oplevelse bare at glide gennem havet, man føler sig hensat til en anden verden, en verden hvor tiden nærmest står stille. Pludselig høres der små klask mod skroget. Vinden tager til i styrke og frokosten indtages løbende fra side til side. Det kan være svært at nå leverpostejen i nærmest vandret position. Sejlene rebes under stor ståhej, det er en ret så svær øvelse, når man ikke har prøvet det før. Flere har allerede fået kuller, til trods for at vi kun har været på havet i 25 timer og 40 minutter. Nogen begynder at snakke om, at de vil hjem, andre ringer til mor for at fortælle, hvor kedeligt det hele er, og atter andre vælger at orientere skolens pædagogiske chef om den umenneskelige behandling, de bliver udsat for. Størstedelen af klassen er dog vilde med at sejle. De nyder turen og giver udtryk for, at de føler sig afslappede og at de har positive forventninger til resten af turen.
Jeg gør mig mine tanker, men beslutter mig for at melde klart ud: kan man ikke klare 1½ døgn på Fulton, er man ikke værdig til at gå i 10. A! Det er en satsning, for det står hurtigt klart, at et mytteri er under opsejling. Der tales sagte på banjen, jeg har dog en fornemmelse af, at det ender med, at alle fortsætter turen til den bitre ende.

Vi kan se land forude og stemningen stiger, Hadsund skimtes i det fjerne. Vi får serveret kylling i karry, stor succes og humøret er højt. Ahmed, Michael, Morten og Mads tager livline på og kravler til tops i masten. De er stolte, og vi andre er meget imponeret af deres mod. Derya vil ikke stå tilbage, og snart er hun også på vej til tops. Jonas, Mads og Møller søger hurtigt en ny udfordring. De kravler helt ud på bovsprydet og Fulton har nu fået skiftende galionsfigurer. Alle forlader skibet for at indtage Brugsen i Hadsund. Ingen har taget deres tasker med. Jeg er først nu klar over, at mytteriet er afblæst, og at alle har et ønske om at fortsætte i 10. A. Rolig og veltilpas forlader jeg skibet for at proviantere.

Natten falder på, stilheden brydes kun af Sülav og Oles indbyrdes kamp om at blive årets ”snorker”. Midt om natten høres et gennemtrængende råb fra Pernille: ”Hvor er Susanne? Er der ingen voksne til stede?” Stemmen er skinger og vækker mig. Jeg lå ellers i dyb og afslappende søvn og bliver yderst irriteret over at blive forstyrret. Det går aldrig rigtig op for mig, hvad der egentlig var galt. Jeg siger stille og roligt, at de skal passe deres vagt ligesom alle andre og umiddelbart efter hører jeg, at de bevæger sig op ad lejderen under store eder og forbandelser. Heldigvis forholder Derya sig rimelig rolig natten igennem. Ole og Sabine har hundevagt. Ole nyder det. Bollerne bages og Ole kaster snøren ud i et håb om fangst. Mosekonen brygger og solopgangen er ubeskrivelig.

Ugens bad! De fleste får saltvandet skyllet af sig og føler sig født på ny. Specielt Ole får ny luft. Hans største bekymring forud for turen har været de manglende badefaciliteter. Jeg tænker ikke så meget over det. Der provianteres endnu engang i Hadsund. For øvrigt en meget smuk beliggende by. Fra mange af de højt beliggende huse er der panoramaudsigt over fjorden. Ole finder ”gaven”, en kopi af den tremastede skonnert Fulton. Gaven er til skipper. Det ender dog med, at vi får dem med hjem. Eleverne brokker sig over alle de fejl og mangler, der er på modellen. Den ligner ikke den rigtige Fulton!
Jeg havde forventet, at skipper ville føre skonnerten til Læsø, hvor jeg skulle investere i det meget berømte sydesalt fra Læsø. Desværre passer kursen ikke, så jeg er virkelig heldig, da jeg i Hadsund finder en forretning, der handler med det berømte salt.

Vejret viser sig i dag fra sin bedste side. Vi skyder 8 knob med kun bredfok og jorger hejst. Skonnerten ruller stille henover bølgerne. Det her er bare pragtfuldt. Vi skimter byen Hals i det fjerne. Hals er smukt beliggende ved fjordens munding. Vi lægger til og som sædvanlig stimler folk sammen på kajen for at få et glimt af den smukke skonnert. Vi rydder op på banjen og er efterhånden blevet gode til at få tingene gjort i en fart, så da der kaldes til baksmønstring er alle på plads indenfor få minutter. Ole har i søgang lavet den mest velsmagende gullasch syd for Limfjorden – mon ikke, der har været gang i piskefløden? Under kokkereringen fløj grydelåget gennem luften og landede på Oles ankel. Ingen på hele skibet kunne, gennem havets brusen, undgå at høre smertenshyl fra kabyssen. Der bliver talt om en arbejdsskade, der skal anmeldes, så snart vi afmønstrer. Alle de, som på forhånd havde tilkendegivet, at gullasch garanteret smager af l…, måtte overgive sig. Der blev talt positivt og rosende under måltidet. Landlov ligger forude. Yes!

Hals er en lille idyllisk smukt beliggende by. De gamle huse er nymalede og restaureret, vi føler os velkommen, da vi indtager byen. En kæbe fra en blåhval større end man har fantasi til at forstille sig, pryder indkørslen til det gamle hus ”Hvalgabet” fra 1752. Hvalens forstenede ryghvirvel dukker op længere fremme i forbindelse med byens torv. Jeg køber en køleskabsmagnet, en fisker med en lanterne i den ene hånd og et bundt fisk i den anden. Et minde, som senere skal få mig til at tænke på alle de oplevelser, der ruller ind i øjeblikket. Natten falder på - Eleverne bliver af skipper Birk, som har været hjemmefra i 6 uger, truet med at skibet bliver sejlet ud i rum sø, hvis der ikke bliver ro på banjen inden for 10 minutter. Truslen skræmmer, så selv Anja og Møller begynder at hviske. Jeg er meget mod forventning blevet tildelt ”Hundevagten” sammen med Derya. Ingen på skibet er i tvivl om, at den konstellation er yderst ”brandbar”. Temperamenterne kommer i kog, hvis Derya ikke kan finde kammertonen frem fra dybet. ”Hundevagten” går imidlertid over al forventning. Deryas sprog er helt i min ånd. Vi taler om alt mellem himmel og jord, stemningen er hyggelig og rar. Jeg er oven på og viser gerne, hvordan man former boller, så de får et ensartet udseende og ligner dem man køber hos bageren. Det er tydeligt at se, at jeg virkelig imiponerer!

Klokken bliver 06, og vi afløses. Det er, trods den sædvanlige snorken på banjen, dejligt at ligge i køjen, som duver fra side til side. Følelsen af at være en del af skibet og 10. A gør mig glad. Jeg falder hurtigt i søvn. Vågner ved lyden af vinden. Der er noget, der ikke er, som det skal være?
Vinden er taget til og det er i dag, vi skal sejle mod Frederikshavn, en tur på 5 timer, hvis vejret er med os. Jeg mærker uroen i kroppen. Mon skipper vælger at sejle i dag? Ved middagstid beslutter Birk at slippe fortøjningerne, han har over radioen hørt, at vinden er i øst, perfekt for os. Vi vil på det meste af turen have bølgerne agter ind.
Det skulle senere vise sig, at jeg havde grund til uro. Vejret er ingen herre over, og da vindretningen over middag ændres til sydøst, venter der os en prøvelse af de helt store. Skipper Birk virker helt rolig, men han vil lige høre vejrmeldingen kl. 11.45, inden vi lægger fra kaj. Det er almindelig kendt, at Fulton altid sejler på de svageste præmisser, og Birk vil være sikker i sin sag før fortøjningerne slippes.
Vi får landlov endnu engang. Ole og jeg traver i den hyggelige by og sender flaskepost til landkrabberne på Rundhøjskolen. Jeg er ikke helt tryg ved at se flagene på kajen stå i lodret position.
Tilbage på skonnerten viser det sig, at Birk har besluttet sig for at stævne ud!!!

Målet er Frederikshavn, hvor Fulton med den faste besætning skal deltage i det årlige tilbagevendende Tordenskjoldstræf. Efter en forholdsvis rolig sejlads ud af fjorden, viser havet sig fra sin værste side, da vi når ud på åbent hav. Vinden er mod forventning gået direkte i sydøst, hvilket har den virkning, at skonnerten begynder at rulle.
Bølgerne står meterhøje ind over rælingen, vi trækker alle i regntøj. Ole føler sig som en rigtig sømand, som en del af skibet, da han trækker i det lånte røde sejlerregntøj. Man mærker, at han trods indre uro, er parat til at tage udfordringen op. De modigste elever stiller sig i stævnen og havet skyller ind over dem, der grines og jubles. Ingen havde på daværende tidspunkt i tankerne, at denne banken mod bølgerne skulle komme til at vare i 3 timer!
To elever på dækket ber´ så mindeligt for deres liv, søsygen har fået overtaget. Jeg finder de sidste reserver frem ned fra dybet og afløser Ole. Jeg trøster og beroliger og forsøger at overbevise både mig selv og de søsyge elever om, at også denne dag får en ende. Der holdes fast i rælingen, så knoerne fremstår som hvide forhøjninger. Heldigvis mødes jeg af glade og fortrøstningsfulde elever siddende ved styrmanden agter ude. For dem er dette deres livs oplevelse. Alt får som sagt en ende og således også denne sejltur med bølger så store som Rundetårn. Pludselig, ud for Læsø, som et knips med fingrene, ændres kursen, og vi sejler stille og roligt mod Frederikshavn. Jeg er lykkelig for denne drejning turen har taget, da jeg kort forinden havde noteret mig en vis form for modløshed hos min makker. ”Det sidste måltid”, hotdogs, indtages inden landlov.

Vi nyder synet af de skonnerter, der lægger til kaj, og jeg går rundt og iagttager alle de forberedelser, der er i gang i forbindelse med det store søslag, der skal stå lørdag aften. Der er fuldstændig ro på banjen klokken 23.
Derya og Abdullah har fået lov til at tage hele nattevagten! De bager en kage og hygger sig tilsyneladende sammen. Den sidste nat i de duvende hængekøjer forløber roligt, bortset fra at Sabine, der ligger i køjen alleryderst, i søvne brokker sig over, at det er for dårligt at hun skal ligge klemt inde, så hun ikke kan komme ud og at Møller først falder i søvn før klokken 4.

Så skal skonnerten rengøres efter togtet. Nogle elever går frisk til opgaven, andre forsøger, til trods for, at det er sidste opgave, endnu engang at snyde uden om! Jeg undrer mig over, at enkelte endnu ikke har meldingen: En hånd til skibet og en til dig selv, siddende på rygraden. Flertallet går til den og roses af besætningen for den store velvilje og indsats. Dækket bliver skuret og skrubbet med brun sæbe, og både kabys og banje skinner.
Midt under rengøringen høres et råb i det fjerne: ”der skydes” Betina, som er på vej ned på banjen, hører ikke råbet, så da kanonerne brager, kaster hun sig i dækning. Vi andre griner, mens Karen for 25. gang fortæller os andre, om den gang hun gik på efterskole.
Besætningen er nu klar til at holde ”Åbent hus”, så snart vi er afmønstret. Der tales om, at omkring 1000 mennesker vil besigtige skonnerten i forbindelse med det store Tordenskjoldtræf.
Det er blevet tid til afmønstring. Alle gi´r en hånd.
Farvel og tak for en på mange måder fantastisk oplevelse. Vi styrer mod banegården. Togturen mod Aarhus venter forude. På Aarhus Banegård venter venner og familie.
Alle er hjemme igen, en stor erfaring og mange oplevelser rigere.
Tak for det.

Med venlig hilsen
Susanne.