Vinterens store begivenhed var skituren til Norge. I år var valget af destination faldet på Hemsedal, som ligger ca. 220 km. nord for Oslo. Området er et af de største og mest snesikre områder i Norge. Der var booket en hytte tæt ved lifterne, med 4 soveværelser, køkken og stue samt 2 badeværelser. Det var bestemt, at drengene skulle deles i tre hold, som så på skift skulle af sted.
Hold 1:
Det første hold, som drog af sted, var de voksne fra skonnerten (Jakob og Birk) samt tre drenge. De havde valgt at rejse via Hirtshals – Larvik og ankom uden problemer til Hemsedal søndag middag. Der var masser af sne i området, så det var nødvendigt med snekæder på bilen. Efter indkvartering i hytten, stod den på ski og snowboard i fem dage, inden næste hold meldte sig på fjeldet. Holdene nåede lige at vinke til hinanden, da hold 1 forlod området, var hold 2 endelig fremme, efter en lang tur via Sverige.
Se fotos fra Hold 1's tur
Hold 2:
Som beskrevet valgte Postgårdens to hold ruten via Sverige. En omkørsel ved Gøteborg forsinkede dog hold 2 en del. Efter ankomsten til hytten var det derfor fem glade drenge, der endelig kunne komme ud i sneen. Dette hold blev anført af Ole R. fra Postgården og Helle fra skolen. Holdet havde også fem fantastiske dage, med masser af sne. Der blev kørt på ski, snowboard, snowblades og kælk. Alle var spændte på det sidste holds ankomst, da der var nogle færdigheder at vise frem.
Se fotos fra Hold 2's tur
Hold 3:
Allerede advaret om hold 2’s problemer gennem Sverige, valgte holdet at starte nogle timer tidligere hjemmefra. Jørgen R. og Morten fra Postgaarden ankom derfor til et veldækket morgenbord sammen med fire friske drenge. Derefter var det hurtigt på ski, hvor flere af drengene fik deres debut på hhv. ski og snowboard. Det samme gjaldt for Morten, som måtte have haft studeret styrtløbsteknik på TV inden afrejsen. Efter at have opnået fantastiske hastigheder på ski, måtte der et styrt til for at bremse. Han fandt dog senere ud af, hvor skibremsen sidder og havde sammen med de øvrige også en fantastisk tur.
Retur på Postgården kunne alle, både drenge og voksne, glæde sig over en dejlig oplevelse. Planlægningen af næste års tur kan nu begynde.
Sidste Nyt |
Læs mere om Fulton
|