dk
uk
Til Fultons hjemmeside
Fultons Venner
Butikken

Sommertogter med Fulton 2011

Endelig blev det tid til årets første gæster, som påmønstrede den 2. maj i Århus. Den første tur er for os alle jo ventet med en vis spænding, men i år vel nok mest for Tina, vores nye styrmand, som for første gang nu skulle være med til en lejrskole. Det var en rigtig god start på sæsonen med en god tur og glade børn. Et billede der for øvrigt er gået igen gennem hele sommeren!


Efter de to første lejrskoler var det blevet tid til den årlige generalforsamling i Fultons Venner, som i år var henlagt til Århus. Det blev endnu en gang en hyggelig dag med sejltur, labskovs og fint fremmøde.


Sidst i maj havde vi også i år glæden ved at sejle et togt med blinde. En rigtig god tur, der dog selvfølgelig blev påvirket af et større uheld i Svendborg Havn, hvor Fulton sejlede ind i en stor betonklods. Heldigvis kom ingen til skade, men, udover skrammer, flækkede lønningen, og der knækkede en topstang, så det var desværre et havari af en anseelig størrelse. Det betød så, at vi fik en dag mere i Svendborg for at udbedre skaderne, men det tog vores gæster med godt humør, og som en af dem sagde: ”Ja, jeg kan da ikke se, at der er sket noget.” Derfor en stor tak herfra til både hjælpere og deltagere for at håndtere en sådan uheldig situation på en rolig og ikke mindst humørfyldt måde.
Fredag den 3. juni havde vi en stor reception i anledningen af Grethe Rostbølls 70 års fødselsdag. Det var en rigtig fin dag med højt solskin, mange gæster og en glad fødselar. Denne weekend var for øvrigt et godt eksempel på, hvor vidtfavnende Fulton er, idet vi om søndagen så til gengæld havde besøg af 40 læderklædte ”bikere” fra Harley Davidson Owners Group. De havde samlet ind til en donation og var kørt i samlet flok op til Hundested for at aflevere checken. Dét satte sit præg på havnen, da der kom 35 Harley’er på en gang. Et flot syn, og vi kvitterede med en lille sejltur og en kop kaffe.
Efter endnu en lejrskole var det blevet tid til det årlige Pinse-stævne i Træskibssammenslutningen. I år foregik det ved Nyhavn, og arrangementet, som havde været velorganiseret og med mange deltagende skibe, fik stor opmærksom fra såvel folk på kajen som medier, og Fulton gjorde en flot figur.


Juni måned fortsatte med endnu en lejrskole og en voksen-tur med en Odd Fellow loge, og den sidste weekend var vi så til Tordenskioldsdagene i Frederikshavn. Igen i år agerede vi filial for det lokale bibliotek, og udover udlån af bøger foregik der diverse foredrag og aktiviteter for børn om bord. Blandt andet kunne børnene lave flaskeposter, som vi så senere har søsat ude i Kattegat. De første er for øvrigt allerede fundet, hvilket afstedkommer en gave til det barn, som sendte flaskeposten. Erik og Margit fra Fultons Venner havde ligeledes taget turen op fra Ølstykke for at sælge lidt fra butikken. En imponerende indsats og et engagement, som vi alle bør huske at værdsætte.


For os er det altid en stor glæde at have gengangere som gæster. Først og fremmest er det jo som regel tale om regulær gensynsglæde, men vi ser det absolut også som et generelt tegn på, at folk er glade for at sejle med os! Netop gengangere var der faktisk tale om de næste følgende 2 måneder.


Selv om skolernes sommerferie jo er en død periode for den almindelige lejr-skole, har vi ingenlunde ligget stille, da vi har været så heldige at kunne sejle med to ungdomsskoler og Lions. Togtet med Lions Youth Exchange startende i slutningen af juli skulle i år udelukkende foregå på den jyske vestkyst. Det var et togt, hvor vi ikke fik sejlet helt så meget, som vi fra Fulton måske gerne ville, men alligevel helt igennem to gode uger både for os såvel som for lejr-deltagerne, og det er på mange måder altid dejligt -og sjovt- at se, hvordan unge mennesker fra meget forskellige lande og kulturer sagtens kan få dagligdagen til at fungere.
Resten af august var afsat til turen til Jersey.


TIL BESÆTNINGEN PÅ TOGT 26/11
På hele holdets vegne siger jeg hermed tusind tak for en fantastisk god tur. Det er svært at finde tillægsord, der helt dækker, hvor stor en tak alle ombord burde have, I var fantastisk gode til at finde gode opgaver til vore unge, således at hver af de unge følte sig værdsat og værdifuld. Det er første gang vi oplever et kvindeligt besætningsmedlem, men hvor klarede du det flot, Tina, der var ikke
speciel fokus på dig som kvinde, hvilket der er på mange arbejdspladser, hvor kvinder er i mindretal - flot.


Mikkel og Rasmus fortjener også tak for deres indsats og fine måde at hjælpe vore unge med forskellige ting, som var uvante for dem, de var gode til grundigt at informere dem, der havde ekstra hjælp behov.
På hjemturen talte vi om, at det måske var den flotteste tur, vi har haft med Fulton.


Med venlig hilsen
Østre Skole i Thisted